Boligerne
Blomstergården i Slagelse rummer 144 ældre- og rehabiliteringsboliger fordelt i 12 selvstændige boenheder med 12 boliger i hver.
Blomstergården ved Rosenkildevej i Slagelse rummer 144 pleje- og rehabiliteringsboliger, fordelt i 4 huse med henholdsvis 2 og 4 boenheder. Hver boenhed består af 12 lejligheder. Midlertidige-/rehabiliteringspladser udgør 24 boliger. Boligerne er udstyret med hjælpemidler, der giver beboerne størst mulig indflydelse i egen hverdag, trods tiltagende behov for hjælp.
Boligerne er indrettet som leve-bo-miljøer med små enheder, hvor der værnes om den enkelte beboer. Det sociale liv er i højsædet, med tilbud om samvær og aktiviteter. Rundt om bygningerne er der hyggelige gangstier, samt et aktivitetsområde med udendørs træningsredskaber. Til hvert hus er der tilknyttet en terrasse med en lille have til.
Blomstergården er i tråd med Slagelse Kommunes vision ”Lev livet aktivt i samarbejde med og om borgeren”, fordi det giver de ældre indflydelse på eget liv.
-
Boligtyper
Vores boliger er indrettet som leve-bo-miljøer med små skærmede enheder, hvor der værnes om den enkelte beboer. Rundt om i bygningerne er der en masse gangstier og et kreativt område med udendørs træningsredskaber. Der er en lille terrasse og have til hvert hus.
Boligerne er 70 m2 inklusiv fællesareal.
Hver bolig indeholder:
- Tekøkken med lille depotrum
- Stue med soverum
- Badeværelse
- Egen vaskemaskine og tørretumbler
Udover din egen bolig er der i hvert af de 12 huse også en fjernsynsstue og et køkken med opholdsrum, som er fællesrum. Her har du mulighed for at være sammen med de andre borgere, og det er en god mulighed for at være sammen i hverdagen.
Fra fællesrummet er der udgang til vores fælles have.
24 af vores 144 boliger på Blomstergården er midlertidige boliger/rehabiliteringsboliger. hvor du kan visiteres til ophold i en tidsbegrænset periode.
Adgangsforhold til boligerne på 1. sal er via trappe eller elevator. På 1. sal har hver enhed en stor fælles balkon/terrasse med plads til grill og havemøbler.
-
Indretning
Plejeboligen er dit hjem, og du kan derfor indrette den, som du har lyst til. Du skal bl.a. medbringe:
- Seng
- Dyne
- Hovedpude
- Møbler
- Gardiner
- Billeder
- Lamper
Hvis du har fået bevilget en plejeseng fra hjælpemiddelafdelingen, skal du ikke medbringe egen seng.
Vi fraråder tæpper på gulvet, især hvis du er gangbesværet eller bruger rollator/kørestol. Hvis du har eller får brug for et hjælpemiddel som kørestol eller lift, må der ikke være tæpper på gulvet.
Der er røgfrit miljø i alle kommunale bygninger, og du må derfor kun ryge i din egen lejlighed og ikke på de indendørs fællesarealer.
-
Arbejdspladsvurdering
Din bolig er også vores medarbejders arbejdsplads, og du skal derfor indrette den, så der er plads til at gøre rent og yde pleje og omsorg.
Hvis der er brug for hjælpemidler som kørestol eller lift, kan det være nødvendigt at fjerne gulvtæpper. Det er til gavn for både dig og dem, der arbejder her, for at sikre at hjælpen bliver udført rigtigt.
Når du flytter ind i lejligheden, vil vi lave en skriftlig arbejdspladsvurdering med henblik på arbejdsforholdene i lejligheden, så spørg derfor personalet, om der er nogle forhold du skal være opmærksom på med hensyn til indretningen.
-
Flytning og forsikring
Når du flytter ind på Blomstergården, skal du selv melde flytning til:
- Postkontoret
- Folkeregistret
- Telefonselskabet
- Eventuelt afmelde forsikring og avis.
Du skal selv sørge for indboforsikring i din plejebolig.
-
Når du flytter ind
Kort tid efter du er flyttet ind på Blomstergården, inviteres du og dine pårørende til en samtale. I samtalen vil centersygeplejerske, ergoterapeut og dine kontaktpersoner deltage.
Samtalen har flere formål, men grundlæggende ønsker vi at lære dig rigtig godt at kende. Samtalen vil have omdrejningspunkt i Slagelse kommunes værdighedspolitik og samtidig have fokus på rehabilitering.
Vi vil spørge ind til din livshistorie, for at få kendskab til dit liv og forstå dig bedre. Det kan være du har svært ved at huske, og derfor er det meget vigtigt for os, at din familie vil bidrage med din historie. Det kan være du har oplevelser i livet, der er vigtige for os at vide, for at du har det bedst muligt på Blomstergården.
Vi vil spørge ind til, hvad du har af ønsker for livet, det kan være, der er steder du vil opleve, eller det er vigtigt for dig, at du kan klare bestemte opgaver selvstændigt. Vi vil gerne hjælpe dig med at finde meningsfulde aktiviteter i hverdagen.
Hvis du har svært ved at huske eller har en sygdom der gør, at det kan være svært at svare på vores spørgsmål, give udtryk for dine ønsker og forstå os, så vil vi tale med den pårørende, der har samtykke til at svare for dig.
Centersygeplejersken, ergoterapeuten og dine kontaktpersoner vil ved hjælp af viden og metoder vurdere, hvilken hjælp du har brug for, og hvad der skal til for at du trives på Blomstergården. Det kan være at din dag bliver god, hvis du hører musik fra morgenstunden, det kan være du har brug for ro og dæmpet belysning mange timer om dagen, eller det kan være du har det bedst i samvær med andre.
I 2018 startede hele personalegruppen med kompetenceløft i demens og i foråret 2019 vil alle personaler have været på kursus, hvor der netop lægges vægt på, hvad vi skal gøre, for du har det godt.
I samtalen vil centersygeplejersken spørge ind til oplysninger om sygdomme og medicin. Hun vil desuden spørge om samtykke til at kontakte din læge, for at få lavet aftaler om din behandling.
Vi vil forventningsafstemme med dig og dine pårørende. Det er vigtigt for os, at I ved, hvilken hjælp vi kan tilbyde og vi får talt om dine pårørende hjælper dig med gøremål.
Vi ønsker et tæt samarbejde med dig og dine pårørende, derfor er det vigtigt for os, at I henvender jer med spørgsmål og tanker, som der vil være mange af når man flytter på et plejecenter.
-
Praktisk information
Når du flytter ind på Blomstergården anbefaler vi, at du medbringer:
- 2 vaskefade, hvis der er behov for personlig pleje i sengen
- Vasketøjskurv
- Tøj svarende til minimum en uges forbrug
- 2-3 sengesæt
- Håndklæder
- Store medicin doseringsæsker til 14 dages forbrug
Du vil løbende skulle sørge for/indkøbe (se også under indkøb):
- Engangsvaskeklude
- Personlig toiletartikler, såsom tandbørste, tandpasta, sæbe, deodorant osv.
- Medicinbægre
- Vaskepulver til din private vaskemaskine. Vaskepulver kan købes ved tilmelding af servicepakken, se afsnittet om servicepakker.
Du skal selv sørge for:
- Flytte telefon
- Bestille tv-abonnement
- Indboforsikring
- Hænge malerier, lamper og andre ting op
Apotek/medicin
Der er mulighed for medicinudbringning fra apoteket. Dette kan aftales nærmere med centersygeplejersken. Centersygeplejersken eller social- og sundhedsassistenten kan efter aftale dosere din medicin.
Hjælpemidler
Når du flytter ind på plejecentret skal alle hjælpemidler bevilget fra kommunen flyttes med til plejebolig.
Forsikringsforhold
Du skal selv have en indboforsikring til dækning af ejendele i lejligheden.
Læge
Din læge vil stadig være din sædvanlige praktiserende læge.
Det er en stor hjælp for os, hvis dine pårørende eller andre i dit netværk kan ledsage dig ved læge- eller sygehusbesøg. Er dette ikke muligt, vil vi på plejecentret være behjælpelig med at sørge for ledsagelse af plejepersonale. I det omfang det er muligt, vil det være en fra det faste personale, som du kender og er tryg ved.Tandlæge
Du kan beholde din egen tandlæge, men skulle det komme til at give dig problemer, kan du blive visiteret til omsorgstandplejen, som kommer hjem i egen bolig.
Bussen
Blomstergården har en bus som kan benyttes til diverse udflugter og indkøbsture. De korte køreture indenfor Slagelse by er gratis. På de længere ture skal udgiften til brændstof dækkes af det antal beboere der er med. Bussen er som udgangspunkt tilgængelig 1 dag om ugen pr. bo-enhed.
-
Servicepakker
Når du bor på Blomstergården er du omfattet Slagelse Kommunes servicepakker, der omfatter mad, rengøring og aktiviteter. Derudover har Blomstergården nogle ekstra servicepakker som du selv kan tilvælge.
Priser
Du kan se priser på Slagelse Kommunes hjemmeside:
Rengøringspakken
Den obligatoriske rengøringspakke indeholder 4 x vinduespolering indvendigt og udvendigt om året. Køkkenrulle, toiletpapir, toiletrens, toiletbørster, universal rengøringsmiddel, mikrofiberklude til polering af spejle, affaldsposer, mopper, rengøringsmidler til fælles arealer, støvsugerposer, karklude samt leje og vask af måtter ved indgange.
Du vi få tilbudt rengøring i din private bolig hver 14. dag, med mindre der er et særligt behov, som aftales med personalet i afdelingen.
Bemærk at det desværre ikke kan undgås at der kommer nullermænd og støv i lejligheden i løbet af de 14 dage.Vaskepulverpakken
Vaskepulverpakken er valgfri. Den dækker udgifter til svanemærket vaskepulver. Hvis du ikke selv kan betjene maskinerne, vil personalet hjælpe dig med at vaske.
Fest og aktivitetspakken
Den obligatoriske fest- og aktivitetspakke dækker udgifter til fælles fester og sociale begivenheder på Blomstergården samt din lokale bo-enheds indkøb til fælles hyggearrangementer. Det kan f.eks. være blomster, duge, servietter, musik, film, bøger, spil samt byture i bussen. Derudover handler vi ind til højtiderne, så der er hyggeligt i boenhederne.
Kostpakken - Forplejning - mad og måltider
Den obligatoriske kostpakke dækker udgifter til din fulde døgnkost og prisen reguleres hvert år d. 1. januar.
Vi har stor fokus på maden og måltiderne og ser gerne at du medvirker i madlavningen, borddækning etc., da det er vigtigt for os, at du selv kan være medbestemmende for, hvad du gerne vil have og spise.
Vi sætter en stor ære i, at en stor andel af vores fødevarer er økologiske og alle boenheder tilstræber at 30-60% af det samlede råvareindkøb består af økologiske varer.Den fulde døgnkost understøtter at du kan få dækket dine ernæringsmæssige behov og tager udgangspunkt i et energibehov på 9.000 kJ.
Udbuddet i de enkelte måltider varierer fra uge til uge og da indkøbene af fødevarer til de fleste måltider sker i afdelingerne, har du stor indflydelse på indholdet.
Der vil dog være enkelte undtagelser, som du selv skal sørge for at indkøbe, det være sig flaskevarer (sodavand, øl, vin), saftevand, ispinde og slik.
-
Kontakt
Vi står klar til at besvare dine spørgsmål
Kommunale Ejendomme
Tlf. 29 12 42 44
Telefontid tirsdag og torsdag kl. 9-15 - Budgetter/Regnskaber
- Regnskaber 2014-2015
-
Referater
- Blomstergården Referat 29-08-2018 (pdf - nyt vindue)
- Blomstergården Referat 23-08-2017 (pdf - nyt vindue)
- Blomstergården Referat 22-08-2016 (pdf - nyt vindue)
- Blomstergården Referat 24-08-2015 (pdf - nyt vindue)
- Blomstergården Referat 20-08-2014 (pdf - nyt vindue)