Sommerfest

Sommersolen og et flot besøg af Gardehusarerne gav en strålende optakt til vores årlige sommerfest for beboere og pårørende.

Mere end 200 beboere med pårørende klappede bifaldende, da godt 40 gardehusarer til hest bød alle en god sommerfest. Og med en sommersol, som en ellers sjælden gæst denne sommer, der strålede om kap med de mange deltagere, var der lagt op til nogle dejlige eftermiddagstimer på plejecentret.

Sommerfesten eller grisefesten, som forstander Erik Juhl i sin indledende tale kaldte arrangementet, er en årlig begivenhed, der trækker mange deltagere til. Således også i år, hvor arrangørerne havde fine og glædelige overraskelser i ærmet. En af dem var netop besøget af gardehusarerne under ledelse af major Carsten Holm. Hesteeskadronen med paukespiller og trompetere samt 41 flotte heste var ved ekstra styrke, idet både nye og afgående gardehusarer var med i ridtet.

Efter et par velkomsttaler blev gardehusarerne budt på et glas portvin, mens festens deltagere fik lejlighed til at hilse på hestene og byde på en gulerod og et æble.

Den store grill fremme

Det var ikke helt tilfældigt, at Erik Juhl havde sagt grisefest, da han bød velkommen. På grillen snurrede nemlig en stor pattegris, der snart var skåret ud og fordelt på tallerknerne sammen med den smagfulde salat, som køkkenet havde tilberedt. For en stund sænkede madroen sig på plænen ved den dejlige sansehave, mens der blev spist, snakket og hygget i sommersolen.

Fornyelse og forbedring 

Sommerfesten er en tradition, der bakkes op om. Der er altid god stemning og som i år, hvor vejret er i top, er det skønt at kunne holde arrangementet under åben himmel. Vores medarbejdere har gjort en stor indsats for at gøre dagen festlig, og Venneforeningen har sponseret en del af arrangementet. Så alle gode kræfter er lagt i for at skabe glæde og gode minder, siger Erik Juhl, der glæder sig til at byggeriet af et helt nyt orangeri samt udbygning og forbedring af parkeringsforholdene snart går i gang.

Men der ventede de godt 200 sommerklædte deltagere endnu en overraskelse til finale. Venneforeningen havde nemlig sponseret desserten i form af Bornholmerfristelser – 4 forskellige slags isdesserter, der gjorde valget svært i sommervarmen. Men så kunne man heldigvis gå flere gange.