Solrig indvielse af nyt orangeri

Fredag den 13. oktober 2017 slog vi dørene op til ny 40 m2 stor rekreativ oplevelse i smuk efterårssol.

- Det er en glædens dag, konstaterede forstander på Antvorskov Plejecenter Erik Juhl, da han kunne erklære plejecentrets nye orangeri for indviet. Dermed kan beboerne se frem til et rekreativt åndehul, der kan anvendes til en mangfoldighed af rekreative aktiviteter.

Orangeriet, der længe har stået på Antvorskov Plejecenters ønskeliste, er blevet en realitet i kraft af et gavmildt sponsorat fra Kaj Jensen, Netto Lager. Og det er tanken, at orangeriet kan danne rammen om aktiviteter året rundt, for med en konstant indetemperatur på 22 grader sætter vejrliget ikke begrænsninger for udfoldelserne.

- Med det nye orangeri har vi ikke kun fået et klassisk smukt hus. Vi har også fået 40 m2, hvor vores beboere kan nyde smukke træer og eksotiske planter. Ja, i det hele taget få brugt sanserne på en ny og forfriskende måde, siger Erik Juhl.

Mange formål

Orangeriet er fra starten planlagt til at kunne fungere, som en integreret del af Antvorskov Plejecenters hverdag. Det vil sige, at orangeriet kan tilpasses til en mangfoldighed af aktiviteter. De store plantekasser, hvor figen- og oliventræer gror, er sat på hjul, så de kan flyttes efter behov. Ligeledes er der mulighed for forskellig belysning i rummet, alt efter hvilket arrangement, der er i orangeriet.

- Huset kan bruges til fester, møder, hygge, kaffe-komsammen. På den måde giver det vores beboere, pårørende og personale endnu en streng at spille på, når det handler om trivsel og velvære. Allerede nu har et par beboere annonceret, at de gerne vil holde deres fødselsdag i orangeriet, nikker Erik Juhl.

Stilfuldt indrettet

Det nyindviede orangeri ligger i forlængelse af plejecentrets sansehave, der stod soloplyst i de flotteste efterårsfarver, da Erik Juhl og Mogens Henriksen, der er beboer på plejecentret, klippede den røde snor over. Derpå kunne beboerne og pårørende tage det flotte orangeri i øjesyn. De store vinduespartier giver et dejligt naturligt lysindfald, som får Gitte Rathcke Rolsteds stilfulde indretning til at tage sig dejligt og hyggeligt ud. Og der faldt da også rigtig mange anerkendende ord af fra de mange beboere og pårørende, der var samlet til indvielsen.

- Vi har mange at takke for dette rekreative hus, som vil blive en stor styrke for alle med en hverdag på Antvorskov Plejecenter. Der er ingen tvivl om, at vi med tiden vil opdage, hvor mange forskellige aktiviteter og arrangementer der vil få et ekstra løft, når orangeriet lægger rum og atmosfære til, siger Erik Juhl, der allerede nu ser frem til den kommende jule- og nytårsudsmykning.

 

Siden er sidst opdateret 27. februar 2018